Aktivitets- og træningstilbud

Hvis du har fået en demenssygdom, er det vigtigt i videst muligt omfang at fortsætte med at lave det du plejer i hverdagen; madlavning, hobbyaktiviteter, havearbejde, læsning osv. samt fastholde de sociale relationer du har. Sørg for at holde hovedet og kroppen i gang ved at deltage i fysiske og sociale aktiviteter, som du kan lide. Regelmæssig motion har en gavnlig virkning på demenssymptomerne og udvikling af sygdommen.

Randers Kommunes tilbud i aktivitetscentrene

Randers Kommune tilbyder forskellige aktivitets- og træningstilbud i vores aktivitetscentre. Tilbuddene omfatter vedligeholdelse og træning af sociale, psykiske og fysiske funktioner, og foregår både indendørs og udendørs; fælles for alle tilbuddene er, at der fokus på livskvalitet samt vigtigheden af at motionere. Kontakt personalet i det aktivitetscenter, der ligger tættest på dig.

Der findes også tilbud i mindre grupper, som er målrettet mennesker med demens. Her er de fysiske rammer og aktiviteterne tilpasset, så de opfylder de behov, som deltagerne har. 

Du kan læse mere om de enkelte tilbud i menuen nedenfor. Der er visitation til tilbuddene, kontakt en af demenskoordinatorerne, som vil kunne hjælpe dig videre.

Hverdagstilbud

Udover de tilbud der findes i aktivitetscentrene, har vi et dagtilbud til personer med demens, der har brug for mere omfattende støtte end det, der kan tilbydes i aktivitetscentrene. Tilbuddet kan være hele dage, alle ugens fem hverdage, og er organiseret i tilknytning til demensplejeboligerne på flere af vores centre. Her indgår man i de almindelige daglige gøremål sammen med beboerne og medarbejderne på centeret. Tilbuddet har fokus på livskvalitet for både personen med demens og den pårørende.

Demenskoordinatoren henviser til tilbuddet og laver aftale med centerlederen på det pågældende center.

Kolonihaven

Randers Kommune ejer en kolonihave, som ligger i Bjergbyparken i den nordlige del af kommunen. Den kan benyttes af alle aktivitetscentre og plejecentre, men er fortrinsvis tiltænkt personer med demens. Aktiviteterne i Kolonihaven afhænger af årstiden, men der er bl.a. mulighed for havearbejde, spil, gåture i området, madlavning og hygge.

Man kommer til og fra Kolonihaven med centrenes busser.

Aktivt fællesskab

Aktivt fællesskab er et aktivitetstilbud, primært for personer med demens under 67 år.

Tilbuddet bygger på den nyeste forskning inden for demens, der viser, at motion og fysisk aktivitet kan forhale demenssygdommens udvikling, og samtidig kan forbedret livskvalitet holde sygdommen nede. Derfor indeholder tilbuddet bl.a. inden- og udendørs motion, med brug af naturens muligheder, socialt samvær, kulturelle oplevelser, undervisning og vejledning.

Der lægges vægt på, at det skal være sjovt at være med og du vil opleve sammenhold, udfordring, aktiv deltagelse og medindflydelse. Som noget særligt deltager Golden Retrieveren, Charlie, også i tilbuddet.

Aktivt fællesskab har lokaler på Fårup Ældrecenter og der tilbydes træning 3 dage om ugen, mandag, onsdag og fredag.

Det er demenskoordinatorerne, der visiterer til kurset, hvorefter personalet fra Aktivt fællesskab kontakter dig, for at afklare mål.

Læs mere om Aktivt fællesskab i pjecen her

Demenstilbuddet, Borupvænget

Demenstilbuddet Område Vest er et tilbud til personer med demens, som ikke bor i plejebolig. Tilbuddet har lokaler på Borupvænget i Randers og der er mulighed for at komme flere gange om ugen.

Der lægges vægt på at lave aktiviteter, der fremmer livskvaliteten og sundheden for brugerne. Derfor vælger vi aktiviteter, som bl.a. motion, dans, sang, madlavning og besøg af dagplejebørn og besøgshund. Vigtigst er, at lave meningsfulde aktiviteter, som vedligeholder brugernes fysiske, psykiske og sociale kompetencer.

Som noget særligt, har vi en campingvogn i haven, hvor personer med demens får oplevelsen af at være på campingferie, og får mulighed for bl.a. at genkalde gamle ferieminder.

Visitation sker gennem henvendelse til personalet, som efterfølgende laver en individuel vurdering sammen med dig og dine pårørende.
Personalet kontaktes på telefon 89 15 24 14

Fristedet

Fristedet er en seniorklub for personer med demens, som ligger i Dronningborg og har lokaler i et hyggeligt lille træhus i haven ved siden af Center Dronningborg.

Her lægges vægt på, at lave meningsfulde aktiviteter, som forbedrer mulighederne for at klare sig selv længst muligt, samt forebygge ensomhed og social isolation. Derfor indeholder tilbuddet aktiviteter som motion, madlavning, diskussion af forskellige emner og fejring af mærkedage. Ro, tryghed og fast personale danner rammen om hverdagen, og det, at føle sig værdsat som menneske står højt på dagsordenen.

Som noget særligt har Fristedet en hyggelig have, hvor der er mulighed for at lave havearbejde, plante og høste frugter, bær og blomster. Deltagerne er ude så meget som overhovedet muligt – året rundt.

Personalet kan kontaktes på telefon 29 26 40 95

Kastanjen

Kastanjen er et dagtilbud for personer med demens, som ikke bor i plejebolig. Tilbuddet har lokaler på Tirsdalen og rammerne er trygge og overskuelige. Aktiviteterne tilrettelægges ud fra deltagernes interesser og ønsker og inden opstart, eller umiddelbart lige efter, tager vi på et hjemmebesøg, så vi kan tale om dine forventninger og motivation. Der er åbent alle hverdage og det er muligt, at deltage både hele og/eller halve dage. Personalet i Kastanjen arbejder ud fra, at hver deltager skal trives og oplever sig respekteret, anerkendt og værdifuld.

Hvis du vil høre mere om tilbuddet eller ønsker at deltage, så kontakt en af demenskoordinatorerne.