Arbejdsmiljø i hjemmet

Når du får hjemmehjælp, er det vigtigt, at de medarbejdere, der kommer i dit hjem, har et godt arbejdsmiljø.

I Randers Kommune sætter vi samarbejdet med dig og dine pårørende højt, når vi kommer i dit hjem for at hjælpe dig.

I vores arbejde er vi bevidste om, at vi kommer ind i dit hjem med alt, hvad dertil hører af liv, vaner og indretning. Samtidig er det vigtigt for os, at vi bliver mødt med forståelse for, at vi skal kunne udføre vores arbejde på en sikker måde. Derfor skal vi finde en god måde at samarbejde på.

Randers Kommune er ansvarlig for at vurdere, om medarbejderne kan udføre deres arbejde sundhedsmæssigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt i dit hjem. Derfor skal vi ved opstart af samarbejdet gennemgå de nedenstående områder, der er relevante for den hjælp, du modtager.

Der skal være elektrisk lys i alle de rum, hvor vi skal arbejde. Lyset skal lyse de områder op, hvor vi skal arbejde.

Der skal være tilstrækkeligt lys til, at vi kan bevæge os ubesværet rundt og udføre arbejdet sikkert.

Der skal være en lampe tændt ved indgangspartiet til din bolig, hvis det er mørkt.

Husdyr skal som udgangspunkt være lukket inde, når vi er hos dig, medmindre andet er aftalt.

Du skal selv fjerne eventuel afføring/urin efter dit husdyr.

Om vinteren skal vejen til din bolig være ryddet for is og sne, inden vi kommer.

Du skal sørge for at lufte ud mindst en halv time inden, der kommer en medarbejder i dit hjem.

Du må ikke ryge, når medarbejderen er til stede.

Det kan være nødvendigt, at vi sætter en luftrenser i dit hjem, hvis gener af røgen er for stor.

Hvis der er defekte stikkontakter, ledninger eller elektriske apparater, må vi ikke bruge dem.

Hvis elektriske installationer eller apparater skal repareres, skal du sørge for, at det gøres af en autoriseret el-installatør.

Vi skal kunne se brugsvejledninger til alle de elektriske apparater, som vi skal bruge i dit hjem.

Er du bevilget hjælp til rengøring såsom støvsugning og gulvvask, stiller Randers Kommune mopper og fiberklude til rådighed for medarbejderne.

Du er ansvarlig for at købe en støvsuger. Hvis dit hjem er egnet til en robotstøvsuger, opfordrer vi til, at du køber sådan en. Hvis du køber en almindelig støvsuger, skal den opfylde nedenstående krav:

  • Støvsugeren skal være på hjul, være velfungerende og som minimum have en sugeevne, der kan testes ved, at slangen kan suge sig fast på en håndflade holdt i skulderhøjde.
  • Ved brug af almindelig støvsuger skal længden af støvsugerrøret kunne reguleres, så den kan passe til flere medarbejdere. Er der flere etager, skal der være en støvsuger på hver etage.
  • Slangen skal være så lang, at medarbejderne kan have den rundt om ryggen (cirka 1,8 meter). Ledningen skal være mindst seks meter.
  • Støvsugeren skal være let tilgængelig.

I forbindelse med støvsugning og gulvvask flytter medarbejderne ikke tunge møbler såsom sofa, store lænestole, spiseborde m.m., men gerne spisebordsstole. Medarbejderne ligger ikke på knæ for at tørre fodlister af, men støvsuger eller mopper dem gerne.

Hvis du har fået vinduespudsning bevilget, skal der være en vinduesskraber på et regulerbart skaft til rådighed i tilfælde af, at medarbejderne ikke kan nå vinduet fra gulvet. Der kan i enkelte tilfælde anvendes en meget stabil trappestige med håndtag (1-2 trin).

Vi arbejder med at erstatte mange rengøringsmidler ved brug af f.eks. nye metoder og fiberklude. Der er dog situationer, hvor rengøringsmidler er nødvendige, som f.eks. opvask, rens af toilet, tøjvask mv. Det er din opgave at sikre, at rengøringsmidlerne dertil overholder nedenstående krav:

  • Synlig varedeklaration
  • Flydende og nemt at dosere (doseringsanbefaling skal være tilgængelig)
  • Uden parfume
  • Svanemærket og allergitestet
  • Så PH-neutral som muligt (7-9).

Eksempler

  • Opvask: REMA 1000 Parfumefri, Neutral opvask, m.fl.
  • Toiletrens: Änglamark WC-rens, Grøn Balance Toiletrens, m.fl.
  • Daglig rengøring: Minirisk, Grøn Balance, Levevis, REMA 1000 parfumefri universal rengøring m.fl.

Når du er bevilget hjælp til personlig pleje, kan det være nødvendigt at installere tekniske redskaber i dit hjem. Det kan f.eks. være, at din seng skal udskiftes med en plejeseng eller at der skal opsættes loftlift.

Det er vigtigt, at der er plads til at anvende redskaberne i fornuftige arbejdsstillinger. Derfor kan det være, at du må ommøblere eller tage et andet rum i brug. Hvis vi vurderer, at der skal foretages ændringer i dit hjem, skal du som udgangspunkt selv sørge for, at de bliver gennemført, eventuelt med hjælp fra dine pårørende. Ved loftlift vil der f.eks. være små huller i væggen, når liften tages ned. Disse er du ansvarlig for bliver repareret.

Afslår du eller dine pårørende at installere et teknisk redskab, kan det påvirke standarden for den personlige pleje, som medarbejderne skal udføre.

Hvis aftaler ikke bliver overholdt

Hvis du oplever, at de indgåede aftaler ikke bliver overholdt, skal du kontakte lederen af dit hjemmehjælpsdistrikt.

Hvis vi oplever, at samarbejdet ikke fungerer, og at aftaler ikke bliver overholdt, kan du blive kontaktet af samme leder for at afklare situationen.